PetiteKnits design er super klassisk med god pasform. Opskrifterne er velskrevne og meget lette at forstå og følge.
Little Esther Jacket strikkes oppefra og ned med strukturstrik. Først strikkes øverste del af ryggen med udtagninger. Derefter strikkes skuldrene ud fra opsamlede masker øverst på rygstykket. Kroppen strikkes frem og tilbage. Ærmerne strikkes rundt på rundpind ud fra opsamlede m i ærmeåbningen. Til slut strikkes knapstolper og ribkant i halsen.
Strik en strikkeprøve for at finde den pindestørrelse, der giver dig den rette strikkefasthed. Du kan lave strikkeprøve efter diagram i opskriften.
Størrelsesguide
Little Esther Jacket bør have et bevægelsesrum (positive ease) på ca. 20 cm i forhold til brystmålet. Størrelserne 1-2 (2-3) 3-4 (4-5) 5-6 (6-7) 7-8 (8-9) 9-10 (10-12) 12-14 år svarer til et brystmål på omtrent 53 (54) 56 (57) 59 (62) 64 (68) 72 (78) 82 cm. Målene på den færdige jakke er angivet på forsiden af opskriften (bemærk, at disse mål kun gælder, hvis strikkefastheden overholdes). Hvis barnet fx måler 56 cm rundt om brystet, bør du strikke en str. 3-4 år. En jakke i str. 3-4 år har overvidden 76 cm og vil i nævnte eksempel give et bevægelsesrum (positive ease) på 20 cm. Hvis det målte brystmål afviger fra aldersguiden, bør du være opmærksom på at tilpasse længderne til den person, du strikker til. Det samme gælder, hvis barnet er lavere/højere end gennemsnittet.
Størrelser: 1-2 (2-3) 3-4 (4-5) 5-6 (6-7) 7-8 (8-9) 9-10 (10-12) 12-14 år
Jakkens overvidde: 70 (74) 74 (80) 80 (84) 88 (92) 92 (96) 100 cm
Længde: 36 (38) 42 (43) 45 (48) 49 (50) 52 (54) 55 cm målt midt bag ekskl. halskant
Strikkefasthed: 18 masker x 30 pinde i strukturstrik på pind 4 mm = 10 x 10 cm
Vejledende pinde: Rundpind 4 mm (60 eller 80 cm), rundpind 3,5 mm (40, 60 og/eller 80 cm), strømpepinde 3,5 mm og 4 mm
Materialer: 200 (200) 200 (250) 250 (300) 300 (300) 350 (350) 400 g Jensen Yarn fra Isager Yarn (50 g = 125 m) strikkes sammen med 100 (100) 100 (150) 150 (150) 150 (150) 200 (200) 200 g Tvinni fra Isager Yarn (50 g = 255 m) eller 50 (50) 75 (75) 75 (100) 100 (100) 100-125 (125) 125 g Silk Mohair fra Isager Yarn (25 g = 212 m)
5 knapper (Ø = 20 mm)
Opskriften er udarbejdet som en del af Little Isager Archives.
Knit-Knot forhandler PetiteKnits opskrifter som trykte, og de bliver derfor ikke sendt som download.
Sværhedsgrad: ★ ★ ★ ★ ★ (5 ud af 5)
Opskrifternes sværhedsgrad
Hos PetiteKnit finder du opskrifter i varierende sværhedsgrader. Hver opskrift er tildelt en sværhedsgrad fra 1 til 5 stjerner, hvor 1 stjerne angiver de nemmeste opskrifter for begynderstrikkeren og 5 stjerner angiver opskrifter med de sværeste teknikker for den øvede strikker.
1 ★ – BEGYNDER
Opskrifterne i denne kategori er skrevet til helt nye strikkere, hvor du kun skal kende og mestre grundlæggende teknikker for at kunne strikke opskriften. Opskrifterne vil være skrevet i et begyndervenligt sprog med ingen eller ganske få forkortelser. Til mange af opskrifterne, særligt Novice-serien, er der ekstra udførlige videoer, der tager dig igennem de forskellige trin i opskriften.
Du vil møde følgende teknikker i begynderkategorien:
Krydsopslag, ret, vrang, drejet ret, indtagning, udtagning, omslag og almindelig aflukning.
2 ★ ★ – LETØVEDE
Opskrifterne i denne kategori er lidt sværere end begynderopskrifterne, men stadig nemme at tilgå. Opskrifterne er til dig, der har strikket dit første projekt og er fortrolig med at læse en opskrift.
I denne kategori vil du møde forkortelser. Forkortelser, som er særlige for opskriften, vil være beskrevet. Der vil være videoer, som viser teknikkerne, du skal bruge i opskriften.
Du vil møde følgende teknikker i kategorien letøvede udover teknikkerne for de foregående kategorier:
Sammenstrikning af ombuk, knaphuller, simple strukturmønstre og opsamling af masker.
3 ★ ★ ★ – MIDDEL
Opskrifterne i denne kategori forudsætter, at du har rutine i og er fortrolig med de grundlæggende strikketeknikker, da opskrifterne indeholder sværere teknikker fx til opslagning, opsamling eller vendepinde. Der vil være videoer, som viser teknikkerne, du skal bruge i opskriften.
Du vil møde følgende teknikker i kategorien middel ud over teknikkerne for de foregående kategorier:
Læse et simpelt diagram, italiensk opslagning, italiensk aflukning, Judy’s Magic Cast On, i-cord, simpel dobbeltstrik, dobbeltstrik til italiensk aflukning, German Short Rows, strukturmønstre, simpel montering, broderi på strik og strik med flere farver.
4 ★ ★ ★ ★ – OVER MIDDEL
Opskrifterne i denne kategori forudsætter, at du er en rutineret strikker og kan holde overblik i en opskrift. Opskrifterne kan kræve, at du holder styr på flere elementer på samme tid – som fx at strikke efter et diagram og formgivning samtidig. Der vil være videoer, som viser teknikkerne, du skal bruge i opskriften.
Du vil møde følgende teknikker i kategorien over middel ud over teknikkerne for de foregående kategorier:
Strikke efter et diagram, montering af lynlås, dobbeltstrik og avancerede strukturstrik som fx patent.
5 ★ ★ ★ ★ ★ – SVÆR
Opskrifterne i denne kategori forudsætter, at du er en garvet strikker, som kan holde overblik i en opskrift, og selv placere mønster og formgivning ud fra anvisningerne i opskriften. Der vil være videoer, som viser teknikkerne, du skal bruge i opskriften.
Du vil møde følgende teknikker i kategorien svær ud over teknikkerne for de foregående kategorier:
Avanceret dobbeltstrik til fx kanter, kraver og knaphuller, indtagning/udtagning i mønster og vendepinde i strukturmønster.
