PetiteKnits design er super klassisk med god pasform. Opskrifterne er velskrevne og meget lette at forstå og følge.
ANKER TEE fra PetiteKnit
Anker Tee strikkes oppefra og ned. Bærestykket består af segmenter med rib efterfulgt af klassiske raglanudtagninger. Ærmerne strikkes til sidst på strømpepinde eller med Magic Loop-teknik. Anker Tee er monteringsfri.
Størrelsesguide og mål:
Bemærk, at du kun kan gå ud fra målene i opskriften, hvis strikkefastheden overholdes.
Størrelserne XS (S) M (L) XL (2XL) 3XL (4XL) 5XL svarer til brystmål på omtrent 80-85 (85-90) 90-95 (95-100) 100-110 (110-120) 120-130 (130-140) 140-150 cm. Anker Tee bør have et bevægelsesrum (positive ease) på omtrent 0 cm. Det betyder, at hvis du fx måler 90 cm rundt om brystet (mål dig selv med et målebånd om brystet eller det sted på din krop, der er bredest), bør du strikke en str. S. En bluse i str. S har overvidden 90 cm og vil i nævnte eksempel give et bevægelsesrum (positive ease) på 0 cm.
Modellen på billedet har brystmål 82 cm og er 164 cm høj, og hun bærer en Anker Tee i str. XS.
Størrelser:
XS (S) M (L) XL (2XL) 3XL (4XL) 5XL
Mål:
Blusens overvidde: 84 (90) 96 (100) 111 (121) 131 (139) 151 cm
Længde: 50 (52) 55 (57) 59 (62) 64 (66) 68 cm
Strikkefasthed:
28 masker x 40 pinde i glatstrik på pind 3 mm = 10 x 10 cm
Vejledende pinde:
Rundpind 3 mm (40, 60 og 80 eller 100 cm), rundpind 2,5 mm (80 eller 100 cm), strømpepinde 2,5 mm og 3 mm (hvis der ikke strikkes med Magic Loop-teknik)
Materialer: Materialer: 175 (200) 200 (225) 250 (275-300) 300 (300-325) 350 gram Elise fra Permin (25 g = 115 cm).
Knit-Knot forhandler PetiteKnits opskrifter som trykte, og de bliver derfor ikke sendt som download.
Køb evt. opskriften sammen med garn. Bemærk, at modellen også findes som færdigt strikkekit med opskrift og garn - se under Kit: Anker Tee. Knit-Knot forhandler alle farverne af Elise garnet.
Sværhedsgrad: 2 af 5
Opskrifternes sværhedsgrad
Hos PetiteKnit finder du opskrifter i varierende sværhedsgrader. Hver opskrift er tildelt en sværhedsgrad fra 1 til 5 stjerner, hvor 1 stjerne angiver de nemmeste opskrifter for begynderstrikkeren og 5 stjerner angiver opskrifter med de sværeste teknikker for den øvede strikker.
1 ★ – BEGYNDER
Opskrifterne i denne kategori er skrevet til helt nye strikkere, hvor du kun skal kende og mestre grundlæggende teknikker for at kunne strikke opskriften. Opskrifterne vil være skrevet i et begyndervenligt sprog med ingen eller ganske få forkortelser. Til mange af opskrifterne, særligt Novice-serien, er der ekstra udførlige videoer, der tager dig igennem de forskellige trin i opskriften.
Du vil møde følgende teknikker i begynderkategorien:
Krydsopslag, ret, vrang, drejet ret, indtagning, udtagning, omslag og almindelig aflukning.
2 ★ ★ – LETØVEDE
Opskrifterne i denne kategori er lidt sværere end begynderopskrifterne, men stadig nemme at tilgå. Opskrifterne er til dig, der har strikket dit første projekt og er fortrolig med at læse en opskrift.
I denne kategori vil du møde forkortelser. Forkortelser, som er særlige for opskriften, vil være beskrevet. Der vil være videoer, som viser teknikkerne, du skal bruge i opskriften.
Du vil møde følgende teknikker i kategorien letøvede udover teknikkerne for de foregående kategorier:
Sammenstrikning af ombuk, knaphuller, simple strukturmønstre og opsamling af masker.
3 ★ ★ ★ – MIDDEL
Opskrifterne i denne kategori forudsætter, at du har rutine i og er fortrolig med de grundlæggende strikketeknikker, da opskrifterne indeholder sværere teknikker fx til opslagning, opsamling eller vendepinde. Der vil være videoer, som viser teknikkerne, du skal bruge i opskriften.
Du vil møde følgende teknikker i kategorien middel ud over teknikkerne for de foregående kategorier:
Læse et simpelt diagram, italiensk opslagning, italiensk aflukning, Judy’s Magic Cast On, i-cord, simpel dobbeltstrik, dobbeltstrik til italiensk aflukning, German Short Rows, strukturmønstre, simpel montering, broderi på strik og strik med flere farver.
4 ★ ★ ★ ★ – OVER MIDDEL
Opskrifterne i denne kategori forudsætter, at du er en rutineret strikker og kan holde overblik i en opskrift. Opskrifterne kan kræve, at du holder styr på flere elementer på samme tid – som fx at strikke efter et diagram og formgivning samtidig. Der vil være videoer, som viser teknikkerne, du skal bruge i opskriften.
Du vil møde følgende teknikker i kategorien over middel ud over teknikkerne for de foregående kategorier:
Strikke efter et diagram, montering af lynlås, dobbeltstrik og avancerede strukturstrik som fx patent.
5 ★ ★ ★ ★ ★ – SVÆR
Opskrifterne i denne kategori forudsætter, at du er en garvet strikker, som kan holde overblik i en opskrift, og selv placere mønster og formgivning ud fra anvisningerne i opskriften. Der vil være videoer, som viser teknikkerne, du skal bruge i opskriften.
Du vil møde følgende teknikker i kategorien svær ud over teknikkerne for de foregående kategorier:
Avanceret dobbeltstrik til fx kanter, kraver og knaphuller, indtagning/udtagning i mønster og vendepinde i strukturmønster.
