Der findes øjeblikke, hvor alt står stille
hvor lyset i det fjerne kalder
hvor stien føles uendelig
lige der
slår håbet rod
Billedet er en del af serien "FORLADT", som er et udvalg af fotografiske værker som knytter sig til bogen "Forladt", som jeg er medforfatter på og som udkom i starten af 2026. "Forladt" er en samling af eksistentiel prosa og billeder, der kredser om det øjeblik, hvor verden falder fra hinanden. Der hvor chokket er fragmenteret og kaotisk, hvor reaktionen er vred og stum. Langsomt bevæger serien sig gennem sorgens faser med målet om at lære at eksistere i ruinerne af det der var. Den fotografiske udstilling er udviklet i dialog med bogen og fungerer som et parallelt kunstnerisk spor. Ord og billeder står siden om side uden at illustrer hinanden, som to æstetiske undersøgelser af samme tematik.
Forladt tør lade stilheden tale og tomrummet stå åbent, der loves ikke forløsning, men gives et rum til at være og mærke.
Printet på 12 mm birkefiner med højkvalitets UV-print, vandfast og falmer ikke. Træets naturlige struktur og lyse farver træder diskret igennem printet. Siderne står med et mørkt brændt look, da pladen laserskæres. Da der arbejdes med naturmaterialer, kan der forekomme små knaster eller ujævnheder i træets overflade, det er en del af charmen og gør hvert værk unikt. Leveres med takkede beslag på bagsiden, som får den til at hænge med få millimeters afstand til væggen.
Der printes kun 12 eksemplarer af dette værk.
Signeret og nummereret.
